En mandagskveld i oktober forlot en videnskapelig ekspedisjon på fire modige mænder O-Holts trygge vegger, og bega seg ut paa en opdagelsesferd. Lite visste de hvad som ventet dem ved reisens endelikt. Efter en lang vandring forvillet vaare helter seg inn i et ugjestmildt og fremmed område, som de i etterkant fikk vite at gikk under navnet «Alleen».
Efter noe som virket som en endeløs vandring igjennom de øde landskap begyndte klimaet at endre seg. Temperaturen steg, og det nordiske kystklima blev erstattet af en varme idet de entret en gressfylt savanne som strakte seg saa langt øiet kunde beskue.
Efter en stund oppdaget ekspedisjonen en dempet, buldrende lyd i det fjerne. Det ukjente opphavet til rabalderet vekket interessen til de opdagelsesreisende, og efter å ha fulgt den en stund så de en inngjerdet ansamling straatækte hytter med kveg og sauer paa beite rundt. Buldringen roet seg efterhvert, helt til den stilnet af, kun for at blive erstattet af en trommelyd med et rasende driv. Eventyrerne skjønte at lydene behøvde komme fra den største jordhytte, og vaaget til sist at entre den.
Vel inde i jordhytten blev de mødt af fire vakre masaikvinner, som trommet og danset rundt et primitivt baal. Kvinnene var drapert i ildrødt stoff, og efter en indledende trommedans serverte de en sterk gryteret akkompagnert med noget ekspedisjonsmedlemmene først tok for at være pannekaker. Den sterke gryten blev nesten for mye for noen af eventyrerne, som fikk døyve smerten med en form for mejeriprodukt. Masaikvinnene var også raske med å fylle begerene med en mørk rød drikke. De mer beleste i ekspedisjonen frygtet en stund at dette var en af masaienes traditionelle drikker, råt oxeblod. Denne bekymring forduftet imidlertid hurtig, da det viste seg at være en drikk rikholdig på alkohol, brygget på en frugt til forveksling lik den sydeuropeiske druve.
Naar hovedretten til sist var blivet indtaget, blev ekspedisjonen præsentert en snodig efterrett, som bestod af hvide og luftige, dog sprøde klumper. De blev forklaret at de var produsert af tørkede maiskorn, som derefter hadde blivet varmet til de brast ud som en ebleblomst. Disse smaa korn var så blivet baade saltet og sukret, som i helhed gav en absurd, dog meget smakfuld opplevelse.
Idet den siste madsmule var indtaget, sprang de kvikke masaikvinder opp, og ekspedisjonen forstod endelig hvad hadde laget det infernalske rabalder. Det skulde vise sig, at det var den stammes type sport at hoppe saa høit som muligt, uten at tydeligt bøie sine knæer. Som de gode sportsmænd de opdagelsesreisende selv mente de skulde være, blev det avgjoret imellem dem at den som sprat høiest, vilde ta over som den nye høvding.
De norske medlem af ekspedisjonen gjorde manget gode sprett, men det blev til sist det nye medlem fra Belgien som sprat høiest. En av de norske delegater blev noksaa ergerlig, og menet at han innehavede et uretfærdig fortrinn, da han i mange aar havde bedrevet kurvball. Denne klage blev imidlertid ikke tatt ind til behandling. Den belgiske mand blev kronet som den nye høvding.
De andre påbegyndte til sist sin rejse mod det trygge fædreland, og hilset var vel til den belgiske delegat og hans nye hustruer.
Således hændte det at Fons tok den titel som masaihøvding paa den afrikanske savanne.
